Home | Kontakt | RSS

Timco

Timco Electronic sparrede mange penge og meget tid på udviklingen af næste generation af deres autopilot ved at alliere sig med et kompetencecenter.

 

Der er ikke råd til en »ommer«, når en lille virksomhed som Timco Electronic ApS skal vælge teknologisk platform til en ny generation af et produkt. Derfor gik Timco’s direktør til Center for Software Innovation og fik hjælp, da firmaet skulle udvikle en ny autopilot.

24 kilometer uden for Sønderborg ligger den lille virksomhed Timco Electronic ApS. Her i virksomheden i Nordborg arbejder chefen Michael Søe Andersen og ni ansatte, der udvikler og leverer elektronik til industrien, vandtryksstyringer til vandværk og autopiloter til skibe.

Da Michael Søe Andersen for et år siden kunne se, at nu var det tid at udvikle en ny generation af autopiloten – blandt andet med et bedre display – vidste han, at det kunne blive en risikabel affære.

»Vi skulle vælge en ny hardware-platform til vores autopilot, og det var et nyt område for os. Hvis vi skulle foretage valget selv, risikerede vi at ende med at stå med et produkt, som ikke virkede, fordi valget af hardware var forkert fra starten. Det kunne koste mange penge og udviklingstid,« fortæller Michael Søe Andersen.

Mindre risiko
For Timco gjaldt det derfor om at finde en måde at minimere risikoen for at træffe et forkert valg af teknologi. Derfor kontaktede Michael Søe Andersen Center for Software Innovation, et innovationsnetværk i Sønderborg, som arbejder for at fremme videndeling, forskning og udvikling på tværs af videnmiljøer og virksomheder inden for informations- og kommunikationsteknologi. Netværket tilbyder også assistance til valg af teknologi.

»Center for Software Innovation afsøgte markedet for os. De endte med at vise os to muligheder, og da vi havde peget på den ene type hardware, lavede de et proof of concept. De testede blandt andet, om systemet kunne klare den belastning, som vi ville få brug for at udsætte det for,« forklarer Michael Søe Andersen.

Et bedre udgangspunkt
Udstyret holdt stand, og dermed kunne Timco vælge en teknologi, som firmaet havde så meget tillid til, at hverken direktører eller medarbejdere behøvede at sove uroligt om natten.

»Det har været en tryghed for os at vide, at vi med stor sandsynlighed ville ende med et færdigt produkt, der virkede,« siger Michael Søe Andersen, som var glad for at slippe for den økonomiske risiko, der havde været, hvis virksomheden selv havde foretaget valget.

»Vi havde slet ikke den indsigt i den pågældende teknologi til, at vi ville kunne stille de rigtige spørgsmål til leverandøren. Det var en stor fordel at kunne trække på den viden, som medarbejderne i Center for Software Innovation har. Det betød, at vi kunne starte vores udvikling på et højere niveau end ellers,« siger han.Pengene givet godt ud

Timco betalte for rådgivningen hos Center for Software Innovation, som også er medfinansieret af statslige kroner fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen.
Michael Søe Andersen mener, at samfundets bidrag til innovationsnetværkene er givet godt ud. Samfundet får nemlig en masse igen.
»Den rådgivning, som vi har fået, sikrede, at vi ikke knækkede nakken på et udviklingsprojekt. Det betyder, at vi kan bevare de arbejdspladser, som vi har, og måske udbygge arbejdspladsen. Det er jo også til gavn for samfundet,« siger han.

Print Tip en ven
Senest opdateret: 29/05/08 , © Alexandra Instituttet A/S